Jeg hader at føle mig passiv. At føle mig hensat til ventesalen, hvor jeg så kan sidde og glane til min mor synes hun igen har noget at byde på. Jeg ved godt, at jeg jo bare kan give mig til noget, eller rejse til Kbh igen nu, men jeg har lyst til at snakke med min mor først, mens hun er ædru. Det er hun nok først imorgen, når hun skal arbejde – hun er altid ædru når hun skal arbejde – så jeg må vente til imorgen eftermiddag. I mellemtiden må jeg finde på noget at tage mig til, noget som kan distrahere mig fra min nuværende gidselsituation. Specialet skal jeg forholde mig til, men det blir når jeg kommer væk fra dette giftige miljø, jeg kan ikke forholde mig til det nu.
